1. Hvad er Islām?

Ordet “Islām” er et arabisk ord som betyder “underkastelse og overgivelse af ens vilje til den Almægtige Gud [1] “. Ordet kommer fra den samme rod som det arabiske ord “salām”, som betyder fred. Til forskel fra de navne som bruges for andre religioner, såsom buddhismen, hinduismen og kristendommen, så blev navnet for religionen Islām åbenbaret af Gud og bærer en dyb åndelig betydning – kun ved at underkaste sin vilje til den Almægtige Gud kan man opnå ægte fred, både i dette liv og i efterlivet. Islām lærer os at alle sande religioner oprindeligt havde det samme essentielle budskab – som var at underkaste sig helhjertet til Allāhs vilje og at tilbede Ham og kun Ham.

Af denne årsag er Islām ikke nogen ny religion, men den samme guddommeligt åbenbarede Endelige Sandhed, som Allāh åbenbarede til alle profeterne, heriblandt Noah, Abraham, Moses og Jesus [2] .

2. Hvem er muslimerne?

Det arabiske ord “muslim” betyder ordret “én som underkaster sig til Allāhs Vilje”. Islāms budskab er beregnet for hele verden, og en hver, som accepterer dette budskab, bliver en muslim. Nogle mennesker tror fejlagtigt, at Islām kun er en religion for arabere, men intet kunne være fjernere fra sandheden, eftersom at realiteten er at over 80% af verdens muslimer er ikke-arabere. Selvom de fleste arabere er muslimer, så findes der arabere, som er kristne, jøder og ateister.

Hvis vi kaster et blik på over de forskellige folkeslag, som findes i den muslimske verden – fra Nigeria til Bosnien og fra Marokko til Indonesien – så er det let nok at se, at muslimerne kommer fra forskellige racer, etniske grupper og nationaliteter.

Helt fra starten havde Islām et universelt budskab til alle mennesker. Dette kan ses i det faktum at nogle af Profeten Muhammads ledsagere ikke kun var arabere, men også persere, afrikanere og byzantinske romere. At være muslim nødvendiggør fuldkommen accept og aktiv adlydelse til den Almægtige Guds åbenbarede vilje. En muslim er en person, som af fri vilje accepterer at basere sin overbevisning, værdier og tro på den Almægtige Guds vilje.

I fortiden blev ordet “muhammedanere”, om end det sjældent bruges i dag, brugt som betegnelse for muslimer. Denne betegnelse er misvisende og enten et resultat af overlagt fordrejelse eller ren uvidenhed. En af grundene til misforståelsen er, at europæerne i århundreder blev lært at muslimerne tilbad Profeten Muhammad, på samme måde som de kristne tilbeder Jesus. Dette er aldeles ikke sandt, eftersom det ikke er tilladt en muslim at tilbede nogen eller noget foruden den Almægtige Gud.

3. Hvem er Allāh?

Meget tit vil man høre det arabiske ord “Allāh” blive brugt i forbindelse med Islām. Ordet “Allāh” er simpelthen det arabiske ord for den Almægtige Gud, og er det samme ord, som arabisktalende kristne og jøder bruger. Hvis man tog en arabisk oversættelse af Bibelen ville man se ordet “Allāh” blive brugt, hvor ordet God bruges i den engelske (og Gud i den danske). Faktisk er det arabiske ord for den Almægtige Gud, “Allāh”, meget lig ordet for Gud i andre semitiske sprog – for eksempel er et af de hebraiske ord for Gud “Elah”. Af forskellige årsager, tror nogle ikke-muslimer fejlagtigt, at muslimerne tilbeder en anden Gud end Abrahams

Moses’ og Jesus’ Gud. Det er ganske sikkert ikke tilfældet, siden Islāms Rene Monoteisme kalder alle mennesker til at tilbede den Gud som Noah, Abraham, Moses og Jesus og alle de andre profeter tilbad.

4. Hvem er Muhammad?

Den sidste og endelige profet, som Allāh sendte til menneskeheden var Profeten Muhammad. Muhammad forklarede, fortolkede og levede Islāms lære. Profeten Muhammad er den betydeligste af profeterne af mange årsager, men først og fremmest fordi resultaterne af hans mission har bragt flere mennesker til den rene tro på Én Gud, end nogen anden profet.

Selv om andre religiøse samfund påstod at tro på Én Gud, så forvanskede de med tiden deres tro, ved at tage deres profeter og helgener som mæglere mellem dem og Allāh, den Almægtige Gud. Nogle religioner tror at deres profeter er manifestationer af Gud, “den legemliggjorte Gud” eller “Guds søn”. Alle disse falske ideer fører til at skabningen tilbedes i stedet for Skaberen, hvilket bidragede til den afgudsdyrkende praksis, som er troen på at den Almægtige Gud kan tilnærmes gennem formidlende mellemled.

For at beskytte mod disse falskheder, lagde Profeten Muhammad altid vægt på at han kun var et menneske, hvis opgave det var, at prædike Allāhs budskab. Han lærte muslimerne at henvise til ham som “Allāhs (Guds) slave og sendebud”. For muslimer er Muhammad det ypperste eksempel for alle mennesker – han var den eksemplariske profet, statsmand, militærleder, hersker, lærer, nabo, ægtemand, far og ven.

I modsætning til de andre profeter og sendebude, så levede Profeten Muhammad i en tid, som i dag fuldt kan belyses af historien. Muslimer behøver ikke blot at “tro” på at han eksisterede og at hans lære er bevaret – de ved det er et faktum. Selv da hans ledsagere kun var nogle få dusin i antal, så blev Muhammad meddelt, af den Almægtige Gud, at han var blevet sendt som en barmhjertighed for hele menneskeheden. Fordi menneskene havde forvansket og glemt Allāhs budskaber, så tog Allāh det på Sig Selv at beskytte det budskab som blev åbenbaret til Muhammad. Dette var fordi den Almægtige Gud lovede ikke at sende et nyt sendebud efter ham. Det faktum at alle Allāhs sendebude har prædiket Islāms budskab – dvs. underkastelse til Allāhs vilje og tilbedelsen af Allāh alene – gør at Muhammad faktisk er Islāms sidste profet, ikke den første.

5. Hvad er Islāms lære?

Islāms fundament er troen på Allāhs Enhed [3] . Dette betyder at tro at der kun er én Skaber og Opretholder af alt i universet og at intet er guddommeligt eller fortjener at blive tilbedt, undtagen Ham. At man virkelig tror på Allāhs Enhed, betyder langt mere end blot at tro, at der er “Én Gud” – i modsætning til to, tre eller fire. Der er adskillige religioner, som påstår, at de tror på “Én Gud” og at der til syvende og sidst kun er én Skaber og Opretholder af universet. Islām insisterer imidlertid ikke blot på dette, men afviser også at bruge ord som “Herre” og “Frelser” om nogen, ud over Allāh, den Almægtige Gud. Islām afviser også en hver brug af mellemled mellem Allāh og mennesket, og insisterer på at folk tilnærmer sig Allāh direkte og forbeholder al tilbedelse til Ham alene. Muslimer tror på at den Almægtige Gud er Medfølende, Kærlig og Barmhjertig.

Den væsentligste falskhed er påstanden om at Allāh ikke kan tage hånd om tilgive sine skabninger direkte. Ved at overdrive syndebyrden, og ved ligeledes at påstå at Allāh ikke kan tilgive os direkte, søger falske religioner at få folk til at opgive håbet om Guds Barmhjertighed.

Hvis først folk er blevet overbevist om, at de ikke kan tilnærme sig Allāh direkte, så kan de blive vildledt til at vende sig mod flaske guder for hjælp. Disse “falske guder” kan tage forskellige former, såsom helgener, engle, eller nogen som menes at være “Guds søn” eller “den legemliggjorte Gud”. Næsten alle mennesker, som tilbeder, anråber, eller søger hjælp fra en falsk gud, betragter den ikke som en – eller kalder den en “gud”. De påberåber sig at tro på Én Almægtig Gud, mens de tilbeder og anråber andre ved siden af denne Gud, kun for at tilnærme sig Ham. I Islām er der en klar adskillelse mellem Skaberen og det skabte. Der er ingen flertydighed i begrebet guddommelig – alt det skabte fortjener ikke at blive tilbedt, og kun Skaberen fortjener at blive tilbedt. Nogle religioner tror fejlagtigt at den Almægtige Gud (Allāh) er blevet en del af sin skabelse, og dette har ført folk til at tro at de kan tilbede noget skabt, for derved at nå deres Skaber.

Muslimer tror at Gud er Enestående ud over vor forstand, således har Han ingen “søn”, partnere eller fæller. Ifølge muslimsk tro så er den Almægtige “ikke blevet avlet og ej heller har han avlet – hverken i bogstavelig, allegorisk, metaforisk, fysisk eller metafysisk forstand. Han er Absolut Enestående og Evig. Han kontrollerer alting og er fuldstændigt i stand til at skænke sin uendelige Nåde og tilgivelse til hvem Han vil. Det er derfor han kaldes den Almægtige og den Nådige. Den Almægtige Gud har skabt universet til mennesket og ønsker som sådan det bedste for hele menneskeheden. Muslimer ser alt i universet som tegn på den Almægtige Guds Skaberkraft og Godgørenhed. Ligeledes er troen på Allāhs (Guds) Enhed ikke blot et metafysisk koncept. Det er en dynamisk tro som påvirker ens syn på menneskeheden, samfundet og alle livets aspekter. En naturlig følge af den islamiske tro på Guds Enhed er troen på at der kun eksisterer én menneskehed og én menneskeslægt.

6. Hvad er Qur’ānen

Qur’ānen er den sidste Åbenbaring af den Almægtige Guds vilje til hele menneskeheden, som blev overbragt gennem englen Gabriel [4] , på arabisk, til Profeten Muhammad i dens lyd, ord og betydning [5] .

Qur’ānen, nogle gange stavet Koranen, blev videregivet til Profetens ledsagere og de lærte den udenad, helt ordret, og den blev offentligt og kontinuerligt reciteret af dem og deres efterfølgere helt indtil vor tid, og den læses og læres stadig af millionvis af mennesker.

Kort sagt kan man sige at Qur’ānen er en vejledningens Bog nedsendt af Gud selv.

Arabisk, Qur’ānens sprog, er stadig i høj grad et levende sprog for millioner af mennesker, så til forskel andre religioners skrifter, så læses Qur’ānen stadig på originalsproget af utallige millioner af mennesker. Qur’ānen selv er et levende mirakel på det arabiske sprog, og dens stil, form og åndelige gennemslagskraft er kendt for at være totalt umulige at efterligne.

Guds sidste Åbenbaring til menneskeheden, Qur’ānen, blev åbenbaret til Profeten Muhammad over en periode på 23 år. Qur’ānen blev, i kontrast til mange andre religiøse bøger, altid betragtet som Guds Ord af dem som troede på den, dvs. den var ikke noget som et religiøst råd havde forordnet mange år efter den blev nedskrevet. Desuden blev Qur’ānen reciteret offentligt, foran både muslimske og ikke-muslimske samfund i Profetens levetid. Hele Qur’ānen blev fuldstændigt nedskrevet i Profetens levetid og mange af hans ledsagere lærte hele Qur’ānen udenad, ord for ord, ligesom den blev åbenbaret. Så i modsætning til andre religiøse skrifter var Qur’ānen altid i hånden på de almindelige troende, den blev altid betragtet som Guds Ord og, pga. udbredt udenadslære, blev den bevaret i sin fuldstændige form.

Hvad angår Qur’ānens lære – så er det en universal Skrift, og den er henvendt til hele menneskeheden, og ikke til en bestemt stamme eller et “udvalgt folk”. Budskabet, som Qur’ānen kommer med, er ikke noget nyt, men det samme Budskab som alle Profeterne forkyndte – underkast dig til den Almægtige Gud og tilbed Ham alene. Endvidere fokuserer Guds Åbenbaring i Qur’ānen på at lære menneskene vigtigheden af at tro på Guds Enhed og at tilpasse og indrette deres liv efter den vejledning, som Han har nedsendt. Desuden indeholder Qur’ānen beretninger om de tidligere profeter, så som Abraham, Noah, Moses og Jesus [6] , samt mange påbud og forbud fra Gud. I moderne tid, hvor så mange mennesker sidder fast i tvivl, åndelig fortvivlelse og “politisk korrekthed”, kommer Qur’ānens lære med løsninger på tomheden i vore liv og den tumult og forvirring som har greb i os i dag.

7. Hvordan ser muslimerne på menneskets natur, meningen med livet og Efterlivet?

I Qur’ānen lærer Gud menneskene at de blev skabt for at tilbede Ham og at udgangspunktet for al sand tilbedelse er ihukommelse af Gud [7] . Eftersom den islamiske lære omfatter alle livets affærer og moralske anliggender, så opmuntres der til ihukommelse af Gud i alle menneskelige affærer og gøremål. Islām gør det klart, at alle menneskelige handlinger er en form for tilbedelse, hvis de gøres for Gud alene og ifølge Hans Guddommelige Lov. Således er tilbedelse i Islām ikke begrænset til religiøse ritualer. Islāms lære er en barmhjertighed og helende for menneskesjælen, og kvaliteter som ydmyghed, oprigtighed, tålmodighed og medmenneskelighed opmuntres kraftigt. Yderligere fordømmer Islām hovmod og selvretfærdighed, da det kun tilkommer den Almægtige Gud at bedømme menneskelig retfærdighed.

Det islamiske syn på menneskets natur er ligeledes realistisk og velafbalanceret. Mennesket betragtes ikke som værende født med en arvesynd, og altså syndere af natur, men som værende ligeligt i stand til at udøve både godt og dårligt. Islām lærer os også, at tro og handling går hånd i hånd. Gud har givet mennesket fri vilje og en menneskets tro afspejles i dets karakter og handlinger.

Imidlertid er mennesket blevet skabt svagt og falder regelmæssigt i synd. Dette er menneskets natur, som Gud skabte det med, i Sin Visdom, og det er ikke skabt som et “korrupt” væsen, eller et som behøver reparation allerede fra fødslen. Den sande balance i et islamisk liv opretholdes ved en sund gudsfrygt, samt ved at man har en stærk tro på Hans uendelige Barmhjertighed. Et liv uden frygt for Gud fører til ulydighed, hvorimod at tro at vore synder er så store at Gud umuligt vil tilgive os, kun fører til fortvivlelse.

I lyset af dette lærer Islām, at “kun de vildledte opgiver håbet om deres Herres Barmhjertighed”. Yderligere indeholder Qur’ānen, som blev åbenbaret til Profeten Muhammad, en stor mængde fakta om livet efter dette og om Dommedagen. Af den grund tror muslimer at alle mennesker i sidste ende vil blive dømt af Gud for deres tro og handlinger i deres jordiske liv. Gud vil være både Barmhjertig og Retfærdig i sin dom over menneskene og folk vil kun blive dømt for det de var i stand til. Lad det være nok at sige, at Islām lærer os at livet er en prøve og at alle mennesker vil blive stillet til regnskab overfor Gud. En oprigtig tro på efterlivet er nøglen til at leve et velafbalanceret liv med moralske værdier. Uden denne tro vil livet blive set som en afslutning i sig selv, hvilket vil få folk til at blive mere selvoptagede, materialistiske og umoralske…

Fodnoter

[1] I denne tekst bruges på skift navnene Gud, den Almægtige Gud, Herren og Allāh. Alle refererer til den Ene Gud, som har fortalt os at Hans Navn er Allāh. Muslimer vil normalt kalde Ham ved navnet Allāh, men da denne tekst også henvender sig til ikke-muslimer bruges de forskellige betegnelser. Se i øvrigt: punkt 3. Hvem er Allāh?

[2] Disse profeter hedder i Islām (på arabisk): Nūh, Ibrāhīm, Mūsā og ‘īsā, da det er de navne Allāh har nævnt dem med i Qur’ānen.

[3] Allāhs (Guds) Enhed hedder på arabisk Tawhīd.

[4] Englen Gabriel hedder i Islām (på arabisk): Jibrīl (udtales Djibriil).

[5] Qur’ānen er altså Allāhs (Guds) Ord, formidlet gennem englen Gabriel til Profeten Muhammad.

[6] Se fodnote [2]

[7] Altså at man husker på Gud, er bevidst om Hans Eksistens m.v.

Kilde: Muslim Answers